Et par hårde uger og en påmindelse om hvor hurtigt livet kan ændre sig

De sidste par uger er en stor del af mine vågne timer,

 tilbragt med at farte rundt i henholdsvis metro, bus eller tog.

Først er turen gået fra Amager til Virum hvor jeg arbejder,

og hver anden dag fra Virum til Hvidovre Hospital, 

hvor  min mor de sidste 14 dage har været indlagt med en brækket hofte og skulder.

Min mor er selvhjulpen, frisk og rørig, og trods sine 73 år,

cykler, går og svømmer hun flere gange om ugen.

Et uheldigt fald over en kantsten, sendte hende imidlertid til tælling på et split sekund

Heldigvis kunne hoften repareres med et par skruer,

og skulderen fikseres med en stram slynge.

Efter et par dage var min mor så småt på benene igen

 og genoptræningen gik som den skulle.

Vi var glade og lettede, over at hun var sluppet så "heldigt",

og var sikre på at hun hurtigt kunne udskrives.

Men efter et par dage gik noget galt og min mors ben hævede til dobbelt størrelse,

hun fik frygtelige smerter, blev sengeliggende, mistede appetitten, og blev grå og modløs.

Det var virkelig skræmmende og min søster og jeg var chokerede,
og meget bekymredeover den dramatiske forvandling.

Vores tanker gik omkring en mulig blodprop i benet,

og andre forfærdelige scenarier.

Men heldigvis var der ikke tegn på infektion eller blodprop, 

og efter nogle dage i absolut ro,

med smertestillende og en blodtransfusion, 

er min mor så småt ved at få sit humør igen.

Hævelsen i benet er ikke væk, det kommer til at tage tid,

men der er synlige tegn på forbedring.

Vi er SÅ glade, og i morgen bliver hun udskrevet fra hospitalet.

Med skrammer på krop og sjæl, lettere medtaget og med ar og stadig synlige blå, 

eller rettere sorte mærker efter faldet.

Men hun kommer hjem, og det er en kolosal lettelse.

Pu ha, efter sådan en tur, blive mindet om, hvor skrøbeligt livet er.